Når du står og skal vælge en tørretumbler, så kan det godt være lidt af en jungle at finde rundt i, så her er nogle tips til hvad du bør overveje før du køber en tørretumbler.
Kondens eller aftræk
Overordnet findes der to slags tørretumblere. Kondenstørretumblere og tørretumblere med aftræk.
Tørretumblere med aftræk skal have et rør monteret, der skal kunne ledes udenfor, for den type tørretumbler udskiller nemlig fugten fra tøjet igennem et rør ud i det fri. Det er en fordel hvis tørretumbleren f.eks. står i en kælder eller i et lokale hvor der ikke er vinduer.
Kondenstørretumblere er nemmere at placere, fordi de ikke har behov for aftræk. De nedkøler og opsamler fugten fra tøjet i en beholder. Nogle af dem har også mulighed for at man kan tilslutte en slange til et gulvafløb. Det er så tilrådeligt at stille en kondenstørretumbler i et lokale hvor der er rigelig mulighed for udluftning, da der dannes noget fugt i det rum hvor den kører.
Med eller uden dampfunktion
Du kan få tørretumblere med mange forskellige programmer i dag. Har din nye tørretumbler dampfunktion, så kan det skære gevaldigt ned på om du behøver at stryge dig tøj for fremtiden. Den minimere nemlig risikoen for at tøjet krøller.
Den rigtige energiklasse
Det er nok almen viden at en tørretumbler bruger meget strøm, men der er forskellige energiklasser selv indenfor tørretumblere, og det er derfor en god ide at vælge en med så høj energimærkning som muligt. A+++ er den bedste energiklasse du kan få, og vælger du en tørretumbler med denne energimærkning, så vil du kunne spare på energien i det lange løb.
Dog skal det nævnes at det helt kommer an på hvor meget du benytter din tørretumbler. Bruger du den hver dag, så er det en god ide at vælge en høj energiklasse. Bruger du den sjældent, men synes det er rart at have en alligevel, så kan du godt vælge en lavere energiklasse uden at det betyder det store.
Manuel eller elektronisk
Mange tørretumblere i dag kommer med elektronisk styring af varmen. Det vil sige at maskinen har sensorer indbygget, der undersøger restfugten i tøjet hele tiden og indretter tørringen efter dette. Det koster selvfølgelig lidt mere at anskaffe en tørretumbler med elektronisk styring, men så bliver tøjet også tørt hver gang, og du skal ikke bruge tid på at undersøge om maskinen er færdig hele tiden.
Har du god fornemmelse for hvornår dit tøj er tørt, er det naturligvis ikke nødvendigt med elektronisk styring, og så kan du sagtens vælge en tumbler med manuel styring.
Fuzzy logic – hvad er det?
I forlængelse af den elektroniske styring kan du også få tørretumblere med fuzzy logic. Det betyder at tørretumbleren sørger for at temperaturen ikke bliver for høj og derved får dit tøj til at krympe. Ved at vælge en maskine med fuzzy logic kan du altså være rimelig sikker på at dit tøj ikke bliver ødelagt af for høj varme.
Kapaciteten betyder også noget
Er du enlig, så kan du sagtens nøjes med en standard størrelse, der kan tørre 7-8 kilo tøj per gang. Er I en stor familie, så kan det nok godt betale sig at få en maskine der kan tage mere tøj. Men i sidste ende er det et spørgsmål om hvor stor en vaskemaskine du har.
Har du en vaskemaskine der kan tage meget tøj, så bliver det nok lidt irriterende hvis du kun kan tørre halvdelen af tøjet, fordi tørretumbleren har mindre kapacitet end vaskemaskinen. Derfor er det en god ide at tilpasse det to til hinanden.
Hvad er så et tørreskab?
Et tørreskab er, rent udsagt, et skab med tørrefunktion. Det vil sige at det ikke er en tromle der kører rundt, men blot et opvarmet ‘rum’ i maskinen. Tørreskabe har ikke den store kapacitet. De kan rumme op til 4 kg tøj, og da tøjet jo ikke bliver rullet rundt, så tørre det langsommere.
Tørreskabe er mest beregnet til jakker og støvler; ting der ikke kan tåle at komme i en tørretumbler. Tørreskabe kan også fås med elektronisk styring, så skabet slukker automatisk når tøjet er tørt.
Smag og behag
I sidste ende kommer det jo an på hvad du kan lide og hvad du har behov for, så valget af hvilken maskine du køber er i sidste ende en blanding af de tekniske specifikationer og dine præferencer.